Bæredygtig luksus

 Af Mie Birkegaard Jensen og Anne-Katrine Hjuler Hansen

Mens politikerne blot taler om klimaforandringerne og forsøger at finde en løsning på, hvordan vi som et samfund kan formindske disse, blev der i 2002 startet et projekt på Sydfyn. En lille gruppe mennesker havde en drøm og en vision om at leve så CO₂ neutralt som muligt, og arbejdede derfor på at etablere en social og økologisk landsby ”Den Selvforsynende Landsby”.

I den selvforsynende landsby anvender de permakultur og økologi. Permakultur handler om, hvordan vi udvikler vedvarende menneskeskabte systemer og er en samling af kulturprincipper til leve på en bæredygtig måde og opbygge naturressourcerne. Det vil sige, at de vil skabe mere rent vand og luft og oplagre mere energi end der bruges og på den måde opbygge jordens frugtbarhed.

Kilde: http://selvforsyning.dk/wordpress/

Landsbyens toiletter kan omdanne afføringen til jord og urin til rent vand ved brug af naturlige omsætninger. Mira, som er grundlæggeren af den selvforsynende landsby, omtaler livet i byen som ”Bæredygtig Luksus”. Bæredygtig luksus i den forstand, at de har bad, el og andre, i vores øjne, ganske normale bekvemmeligheder, der er bæredygtige. Det er luksus, da landsbyens mål er at leve CO₂ neutralt. De får varmt vand til fx bad fra en solfanger eller en selvproduceret flexovn, der er suppleret af solvarme. De får strøm via solceller på taget og er ved at udvikle en ny form for energikilde, som kaldes en vindconverter.  Beboerne lever altså lige som alle os andre. De har computere, fjernsyn osv., men får deres strøm andetsteds fra.

Beboerne i landsbyen bygger selv deres bolig, en bolig, som udefra ser ganske almindelig ud, men hvor væggene er bygget af halm og ler og selve fundamentet er af muslingeskaller. Toilettet er et såkaldt ”multtoilet”, som opsamler urin og afføring. Toiletterne er også lugtfrie. Køleskabene er erstattet af svaleskabe, der henter køligheden fra undergrunden.

Ved første øjekast ser den selvforsynende landsby ud som en landsby, der sidder fast i fortiden. Men hvis man kaster et ekstra blik på landsbyen, ser man, at det ikke er tilfældet. Landsbyen har faktisk de samme elektroniske hjælpemidler som os andre.

Spørgsmålet er bare, om denne form for livsstil vil blive vores fremtid? Hvis udviklingen i forhold til CO₂-udledning fortsætter med samme hastighed, kan det blive en nødvendighed. Hvis der ikke sker drastiske ændringer indenfor en årrække, kan det blive vores eneste udvej.
Et andet vigtigt spørgsmål er så, om befolkningen er villige til at opgive den moderne verdens version af luksus? Vil den ”almindelige” befolkning mene, at et multtoilet eller svaleskabe er luksus? De vil formegentlig se det som et skridt tilbage i udviklingen. En drastisk ændring af vores vaner i hverdagen er nok ikke sandsynlig på verdensplan. Der vil altid være skeptikere, der vil synes at denne livsstil er ekstrem og unødvendig. Samtidig vil der også være nationer der ikke har overskuddet til at ændre netop deres samfund. Det handler i bund og grund om at have ressourcerne.

Men beboerne i landsbyen vil, udover at argumentere for at de hjælper miljøet, også argumentere for at de har en god samvittighed. I den lille landsby tænker de hele tiden over, hvordan de kan ændre deres livsstil, så det skåner miljøet og de håber at sprede budskabet, så andre ser dem som et forbillede og går i deres fodspor.