Af Malthe B. K. Merrild
Mandag morgen kl. 7.50: den tohjulede jernhest triller ud af garagen for at transportere mig til Sct. Knuds Gymnasium. Med budskabet om Odense som en cykelby i baghovedet, kører jeg ned af villavejen. Mens mine hjul lystigt triller næsten af sig selv, hører jeg den ene brummende bilmotor efter den anden starte og spytte de første forurenende partikler ud af de tilsodede udstødningsrør. I takt med min accelererende fart, stiger mit åndedræt. En stor lastbil har, som en klodset kæmpe, forvildet sig ind på de små skrøbelige veje. Jeg holder vejret for ikke at indånde dieseludstødningen fra den kæmpe motor. Men min krop mangler luft, og mine lunger udvider sig mod min vilje med det resultat, at osen ender i mine luftveje. Hosten begynder at trænge sig på, men jeg undertrykker den til lastbilens store motor har trukket kæmpen et stykke længere ned af vejen. Jeg begynder at overveje begrebet ”cykelby”. Hvor mange cyklister er der egentlig i Odense? Og hvor meget er en politisk taktisk manipulation for at få flere borgere til at flytte til Odense?
Alle de offentliggjorte statistikker omhandlende cyklister i Odense viser en klar fremgang i både cyklisternes tryghed og antallet af cyklister. Men hvor er alle de cyklister henne? Når jeg tilbagelægger lange strækninger på cykel til og fra arbejde, skole og fritidsaktiviteter, møder jeg sjældent særligt mange cyklister. Jeg er selvfølgelig ikke alene på cykelstierne, men når jeg ser ud på vejen, kører bilerne tæt efter hinanden i lange rækker, mens de stønner og pruster. Hvorfor er der ikke flere, der dropper bilen og hopper op på cyklen? Rækken af argumenter for at lade bilen stå tæller både personlige og klimamæssige helbredsforhold. Og endda i så stor stil, at jeg ikke kan begribe, hvorfor så mange mennesker foretrækker at sidde i kø i en bil på vej til arbejde frem for at træde i pedalerne og få bevæget de sløve stillesiddende kontor-kroppe.
Klimaknud 